Hendes mormor var død. Hun burde egentlig være helt trist, for hun havde haft en rigtig skøn tid med sin mormor. Mormor havde altid været der for hende. De havde haft mange gode stunder, når de sad i haven mellem alle blomsterne og diskuterede stort og småt. Da hun havde været lille, havde de mange gange leget med dukker på græsplænen. Mormoderen havde haft en engels tålmodighed og havde altid leget lige så længe, som hun gerne ville det.
Senere hen havde de snakket om andre ting. Mormor havde altid vidst, hvordan hun havde det inderst inde. Nogle gange havde hun en skøn periode, og det hele gik bare så godt. Andre gange havde hun problemer. Det kunne enten være med veninder, med skolen eller med dreng. Mormor havde altid lyttet, og hun følte, at hun altid var blevet taget seriøst hos mormor. Det havde hun været så glad for.
Senere i livet havde mormor været meget syg, og derfor havde de længe vidst, at det nu kun gik en vej for mormor. Hun havde derfor haft tid til at vænne sig til tanken. Dejligt var det dog, da hun på loftet hos mormor fandt en leander vugge og en leander seng sammen med et brev. Brevet var til hende, og mormor havde skrevet det for nogle år siden, det kunne hun se på dateringen. Mormor havde skrevet til hende, hvor meget hun havde nydt tiden, som de havde haft sammen. Mormor havde allerede dengang vidst, at hun ikke vill komme til at se sine oldebørn, men derfor skulle de stadig have et minde. Derfor havde hun købt en vugge og en seng, så de hver nat kunne blive mindet om deres oldemor, som engang havde brugt så megen tid med deres mor.
